FENUAAkupunkturTraditionel Kinesisk Medicin

Traditionel Kinesisk Medicin

Akupunktur er en del af Traditionel Kinesisk Medicin (TCM), som er en over 5000 år gammel lægevidenskab fra Kina med eget diagnose- og behandlingssystem. For flere tusind år siden blev 12 energibaner beskrevet, som alle har indflydelse på kroppens vigtigste organer. Disse energibaner kaldes også meridianer, og ifølge den overleverede lærdom flyder livsenergien Qi i meridianerne.

Akupunktur opleves af mange som en effektiv behandlingsform ved akutte eller kroniske tilstande, til smertelindring og som forebyggende behandling.

Sygdom og smerte opstår når der er ubalancer eller blokeringer i kroppens meridianbaner. Kroppen er i de fleste tilfælde i stand til at genoprette sine balancer og helbrede sig selv, når vi har tilstrækkelige ressourcer og befinder os i sunde og understøttende omgivelser. Når dette af forskellige årsager ikke er tilfældet, har akupunktur en særlig berettigelse som en metode, der stimulerer kroppens egen helbredelse uden bivirkninger og på kroppens og naturens egne præmisser.

Som akupunktør anvender jeg et detaljeret kinesisk diagnosesystem, der identificerer symptomer, ubalancemønstre og behandlingsmuligheder. Selve behandlingen går i sin enkelthed ud på at balancere underskuds- og overskudstilstande i meridianer og organer ved hjælp af sterile engangsnåle, som indføres i punkter i krop, ansigt og ører.

Punkter og teknikker er nøje udvalgt til dig og bliver løbende afstemt med dine symptomer og behandlingens indsats, som vi har drøftet indledningsvis.

Når nålene indføres kan du opleve varme eller følelsen af en behagelig, let snurren, en bevægelse eller et stød. Ofte behandler jeg punkter i øret, samtidig med at du modtager nåle i kroppen, og afhængig af udfordringens karakter suppleres med redskaber, som støtter op om din behandling, f.eks. varmelampe, Gua sha, cupping og elektroakupunktur. Du kan læse mere om øreakupunktur, Gua sha, cupping og elektroakupunktur længere nede på denne side.

Samarbejdet med dig samt vores gensidige afstemning af fokus og en åben dialog omkring fremskridt og tilbageskridt er afgørende for et effektivt forløb. Jeg behandler akupunktur med stor respekt for metodens muligheder og begrænsninger. Har du symptomer af alvorlig karakter bør du konsultere egen læge inden du begynder at modtage akupunktur. Modtager du medicinsk behandling, kan akupunktur bruges komplementerende til den konventionelle behandling og udgør for mange et effektivt redskab til at reducere bivirkninger ved konventionel medicin.

En behandling varer 50-60 min, hvor du hviler med nålene indført i kroppen. Mange oplever en effekt af behandlingen efter 1-2 behandlinger. For nogle mennesker kan 4-6 behandlinger være tilstrækkeligt til at afhjælpe et akut problem. Ved kronisk sygdom anbefales akupunktur som et forebyggende og styrkende supplement til din øvrige træning og lægelige, medicinske behandling.

Øreakupunktur 

Øret er et mikrosystem, som via nervebaner er forbundet med hele kroppen. Det betyder, at man kan behandle områder i kroppen med aktivering af punkter i øret. Ørepunkter har ligesom punkter på kroppen unikke kvaliteter og egenskaber. De kan bruges alene, i kombinationer eller indgå sammen med punkter på kroppen i behandling af ubalancer.  

Forskning påviser, at øreakupunktur har en direkte påvirkning af vores signalstoffer og nervesystem. Øreakupunkturpunkter påvirker bl.a. det autonome nervesystem, hvilket har en beroligende virkning på de indre organer og modvirke stress og angst. Gennem ørepunkter kan hjerterytme påvirkes, og et højt blodtryk stabiliseres. Øreakupunktur er særlig brugt til smertelindring, koncentrationsbesvær, kognitive udfordringer, afhængighed, afvænning, søvnudfordringer, abstinenser, psykiske og emotionelle problemstillinger.

Via regulering af neurotransmittere kan øreakupunktur fremme mental klarhed og fokusering. Udover en generel beroligende effekt har øreakupunktur en stabiliserende effekt på følelser af utålmodighed, nervøsitet, humørsvingninger og depression. 

De punkter, jeg ofte anvender i behandling alene eller komplementerende til kropspunkter er organpunktet for Nyren, Lungen og Leveren. Disse punkterne indflydelse på dannelsen af røde og hvide blodceller, sved og kropstemperatur, træthedstilstande, muskelfunktion, fysisk uro, allergi, nedsat immunforsvar, udskillelsen af urin og affaldsstoffer.

Ørets punkter påvirker meridianer og organer, og blodgennemstrømningen forøges forskellige steder i kroppen. Nogle klienter kan opleve forskellige symptomer i form af varme eller kulde, ømhed, snurrende fornemmelser, forbigående uro, træthed og udrensningssymptomer under og efter behandlingen. 

Inden for Traditionel Kinesisk Medicin, som er grundlaget for øreakupunktur, taler man om, at Qi-stagnation opløses, dvs. at fysiske såvel som mentale ophobninger og blokeringer, tankespærring og andre former for låst energi frigøres og reetableres.

Punkterne i øret kan behandles med små akupunkturnåle, med små magneter eller kugler, der fæstnes til punkterne med plastre eller med el. 

Gua Sha

Gua sha er en behandlingsteknik, hvor jeg med små massageredskaber, oftest lavet af kohorn, skraber hen over hudens overflade i et bestemt område. Dette giver en øget blodgennemstrømning, hvorved blokeringer kan løsnes op og energien igen kan flyde frit.

Cupping

Cupping er en metode, hvor en hul genstand “koppen”, sættes på huden og suges fast ved hjælp af undertryk. Der dannes et vakuum inde i ”koppen”, hvilket øger blodcirkulationen, bevæger Qi og opløser stagnationer.

Elektroakupunktur

Ved elektroakupunktur sendes en meget svag strøm igennem de indsatte nåle for at stimulere akupunkturpunkterne yderligere. Strømstimulationen løsner muskelspændinger og dæmper for smertesignaler til hjernen. Eletroakupunktur er en effektiv metode til bl.a. smertebehandling, muskelspændinger, sportsskader, ledproblemer og overbelastningsskader.